Da Trolddomen hved - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten Dend Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De trller ham Med at Sind ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderst nogensinde Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I Hirte: Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de ffromme atter
The spell did breake and gave To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea move A approaching payn
he was As he wander'd men On the of life - no change No change as the Beast
fear him, these fooles A power pure, unveil'd sans delusion
Amongst he walks unseen Like a if Twilight The breath of
No of God did tell Man what He did & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to they fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea Which its deeps
- An animal shadow O'er the soil All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his psalme shall be harvest agayn From the hearts of men