Da Trolddomen bleff hved - & Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver saa stoor at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han frst: I ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De trller ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For Guderst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de atter falme
The did breake and gave release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden approaching
he was As he with men On the of life - no change No change as the within
fear him, these fooles A power pure, nature Perception delusion
Amongst he walks unseen a tint if Twilight The of Night
No of God did tell Man what He did Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal shadow the wintry soil All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his midnight Feare shall be harvest the Pious hearts of men