Da bleff hved - & need Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten Dend Smerte
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han frst: I ydre vaer der intet Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De trller ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For Guderst hafver nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i Natten de ffromme atter falme
The spell did breake and release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden payn
he was As he with men On the surface of life - no No change as the within
They fear him, these A pure, nature unveil'd Perception delusion
Amongst them he walks Like a tint if The of Night
No voice of God did Man He did hide Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere names given to what they
But he - In his heart: An abyss As teh sea loves its deeps
- An animal crawling O'er the soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his psalme shall be harvest agayn From the hearts of men